Erik Krogh
 – Æresmedlem

I sit elvte af i alt enogfirsindstyve lærestykker Tao Te King, skriver den kinesiske vismand LaoTse:

Man laver et hjul, idet man samler de tredive eger i ét nav; det er takket være hullet i dette nav, denne ustoflighed, uselviskhed, at hjulet kan bruges som hjul.

"Man laver et kar, idet man danner dets omrids i ler; det er takket være hulheden, takket være denne ustoflighed, uselviskhed, at karret kan bruges som kar.

Man laver et hus, idet man skærer døråbning og vinduesåbninger ud i de allerede færdige lervægge; det er takket være disse åbninger, takket være denne ustoflighed, uselviskhed, at huset kan bruges som hus."

Altså er det ganske vist stoffet, selvet, som udgør redskabet, men det er det ustoflige, det er uselviskheden, som gør, at redskabet bliver nogen nytte til.

Jeg kender ikke smukkere og dybere beskrivelse af det, vi i dag alt for snævert kalder funktion. LaoTses enkle tekst omfatter såvel den fortællende, stoflige form, som det formidlende rum. Samtidig udvides den mekaniske funktion til noget, der udfolder sig i rummet og får varighed gennem brugen. Når noget kan bruges, føles det livsbefordrende. Når noget fungerer, fungerer det blot. Redskabers brugskvalitet fordrer således både nyskabelse og livsduelighed.

Der findes mange slags stole. Fælles for dem alle er, at de har som formål at bære en person, der beslutter sig for at sætte sig. For at hvile eller for at virke. Allerede dette unddrager sig rationel forklaring, og selv om vi århundredet igennem har afprøvet funktionsbegrebet, er vi ikke kommet sandheden nærmere af den grund. Når vi tænker over om vi sidder godt, sker det besynderlige, at så såre tanken er tænkt, bliver vi svar skyldig. Vi sidder stort godt på hvad som helst, afhængig af varigheden og omstændighederne naturligvis. Under en lang tur i skoven, kan en sten eller en stub være et herresæde.

Vi har fysisk behov for en gang i mellem at befinde os i en tredje rumlig position. Vi finder det nødvendigt at udskifte dagens lodrette bevægelighed med nattens vandrette hvile. Denne tredje position er det sidderedskabets opgave at udfylde. Stolens eneste objektive formål. Mere kan der ikke siges om det, resten består stort set af illusioner. Drømme og forestillinger, sympatier og antipatier. Ikke fordi der er noget i vejen med drømme og forestillinger. Jeg ønsker kun at præcisere, hvor det objektive hører op, og det subjektive be gynder. For formgiveren og for de mennesker, der skal bruge hans formgivning. Realiteten er, at kun en forsvindende lille del af befolkningen ønsker at bruge de nyeste landvindinger. Den resterende del følger egne drømme og forestillinger.

Drømmen om at lave universelle redskaber er forståelig og til en vis grad nyttig, men selvfølgelig en illusion. Redskaber kan aldrig blive universelle i den forstand, at alle til alle tider vil bruge dem, men redskaber kan ofte indeholde principielle kvaliteter.

Til gengæld er forestillingen om at kunne lave redskaber alene ud fra rent objektive, funktionelle kriterier ikke alene illusorisk, det er også farligt, fordi man dermed gør krav på at besidde sandheden. Illusionen består i troen på endegyldigt at kunne tænke sig eller ligefrem regne sig til formen. I stedet for at søge sandheden, sætter man sig på den. Sandheden søger man, fordi det er nødvendigt ikke at finde den men at søge den.

Jeg påstår, at der ikke findes funktionelle sandheder. Ingen facitlister. Intet sikkerhedsnet, men der findes regler. Regler som for alt kunstnerisk arbejde. Reglerne er virkeligheden, som det er formgiverens arbejde at fortolke og nuancere. Ikke for at lave forbrugsgoder, men for at indvinde brugskvaliteter.

Der findes mange forskellige mennesker. Store og små, tykke og tynde. Men fælles for os alle er, at vi er bevægelige væsener, og at vi er proportioneret efter de samme regler.

Stolens formål er at virke som redskab for kroppens behov for rumlig variation. Nu dukker der med mellemrum folk op med budskaber om, at de har fundet facitlisten for, hvordan man bør lave stole. En facitliste der vel at mærke er en smule anderledes end den forrige. Det værste er, at facitlister meget hurtigt opnår profetistatus ved at ændre en vinkel på et stolesæde eller en ryg nogle få grader. Problemet er, at facitlister forveksles med regler, dermed overses, at mennesket er et dynamisk væsen i konstant bevægelse også når det sidder. Den stillesiddende position med nøjagtige vinkler er undtagelsen. Det er bevægelsen og friheden, der er reglen. Stole, hvor kroppen anbringes ophængt knælende i stativer, er en misforståelse, idet kroppen fastlåses desuden er de grimme, fordi kroppen bliver unaturlig. Det er muligt, at ryggen bliver tvunget lige, men noget påtvunget bliver altid grimt. Disse stoletyper, som vi sikkert ikke har set det sidste af endnu, har dog haft den udmærkede virkning, at de henleder opmærksomheden på, hvor gode brugskvaliteter almindelige stoletyper har.

Når man fra mange sider skyder skylden for dårlige rygge over på almindelige uskyldige stole, er der selvfølgelig et gran af sandhed i kritikken ét gran. Det gran, der skal til, for at dølge vores dårlige samvittighed. Vi lever forkert. Vi sidder forkert, ikke på grund af stolen, men fordi vi sidder for længe. Vi ser for meget TV. Vi flyder i svampestolene og går for sent i seng. Vi spiser for meget, og forkert kort sagt vi er blevet slaver af magelighed og vaner.

Hvis noget skal ændres, må det være vores livsrytme og dermed også arbejdsrytmen. Ergonomisk korrekte stole til specialiseret arbejde er livsfjendske, fordi de i deres fastlåste korrekthed skaber den illusion, at kroppen kan fungere som en tidløs maskine.

I skolen kunne man starte med at indføre flade taburetter uden ryg. Det ville uden tvang lade børnene bibeholde kroppens medførte frihed og fine balance.

Udover behov for bevægelse har kroppen størrelse og form. Sætter man sig ret op og ned på et plan, hvis højde over gulv er en fjerdedel af egen højde, og lader armene danne en cirkel foran kroppen, indeholder man sig selv i et cylindrisk rum, hvis højde er tre fjerdedele af egen totalhøjde, og hvis diameter svarer til den personlige alen, som igen er en tredjedel af totalhøjden. Prøv og mål selv efter.

Dette er det nærmeste, man kan komme en regel om kroppens siddende målmæssighed, og det skal understreges, at reglen blot beskriver et princip og hermed afgrænser nogle ydre rum, inden for hvilke al målsætning af stole foregår. Fortolkningens nødvendighed åbenbares af de tilsyneladende mange stoletyper, der findes. Jeg siger tilsyneladende, for i virkeligheden findes der kun ganske få med store størrelsesmæssige variationer. Det er i nuanceringen, forskellene opstår. Det skal også understreges, at de bedste typer netop forholder sig klart til menneskekroppen, ikke bare i størrelse men i høj grad også i udtryk. Den måde stolen udtrykker det rum, det siddende menneske fortrænger, bliver således en vigtig side at den kunstneriske grammatik, en arkitekt og stolemager må overholde. Jeg skal senere komme ind på dette. Jeg må understrege, at jeg i det følgende kun anvender alenmål (dansk) og fod (engelsk). Det kan synes mærkeligt i denne decimale tid, men det skyldes den omstændighed, at metersystemet fikserer på det nøjagtige tal, mens de gamle mål beskrivende forklarer forhold. Kroppens forhold. Hensigten er altså at forskyde interessen fra den abstrakte tanke til den konkrete følelse, bort fra den pedantiske nøjagtigheds tyranni.

...


Udrag af publikationen
"Stolen i rummet rummet i stolen"

af Erik Krogh
Underviser, Danmarks Designskole

Den fulde publikation kan hentes her:
Space in and around the chair – PDF