Designmuseum Danmark Bredgade 68 DK - 1260 København K
Udstillingsperiode 8. september 2017 - 5. november 2017
Tirsdag til søndag 10 – 18 Onsdag 10 – 21 Mandag lukket
Voksne 100 kr. Under 26 år samt studerende fri entré Pensionister 70 kr. Grupper a minimum 10 personer 70 kr.
Tænk, hvis et møbel kunne ændre verden… Eller starte i det små for at skubbe til det store. Et møbel med sociale ambitioner om at komme hinanden ved i det fælles rum, som offentlige parker, pladser og torve udgør. Et møbel, der med små tricks og greb i sin formgivning er drejet, så man uvilkårligt vender hovedet mod sin mulige samtalepartner. Et møbel, der er formgivet, så tyngdekraften sørger for, at man kommer sidemanden ved. Et møbel, der diskret anviser en interaktiv vej til det menneske, der sidder sammen med dig på neutral og offentlig grund. Et møbel, der skaber nærvær udendørs. Det er Snedkernes Efterårsudstilling 2017-Side by Side Outside. Verden er i opbrud. Brexit, Trump og fortsatte terrorhandlinger gør, at vi rykker os fra hinanden, hvor vi i stedet burde rykke sammen. Men det er nemmere at trække sig. Nemmere at blive ved det, man kender, og dem, man ligner. Men det sikre rykker ikke ved tingenes tilstand. Årets SE-udstilling sigter ambitiøst mod at øge forståelsen mellem mennesker. At påvirke vores medlemmer til at skabe møbler, der fremmer dialogen og nysgerrigheden. Nysgerrigheden til at ville og turde møde mennesker, der ikke ligner os selv, og som derfor burde være særligt berigende at lære at kende. Side by Side Outside er vores bud i det små. Vores ønske og ambition om at skabe ringe i vandet, der med tiden kan blive store og være med til at vende utryghed til tryghed. I SE er vi stolte og forventningsfulde over årets politiske ambition og håber, du vil tage udfordringen op og møde din potentielle samtalepartner med nysgerrighed, næste gang du krydser ham eller hende i det offentlige rum. Tænk, hvis et møbel kunne ændre verden ... Claus Mølgaard, SE-formand og producent