Dansk Arkitektur Center DAC BLOX, Bryghuspladsen 10 DK – 1473 København K
Udstillingsperiode 8. november 2019 - 3. maj 2020
Alle dage 10-18 Torsdag 10-21
Voksne: 110 kr. Studerende: 85 kr. Alle under 26 år gratis adgang
Bæredygtige fremtidsperspektiver Re-think Re-use Re-duce Menneskehedens store udfordring er at passe på kloden, så vi alle kan være her – nu og i fremtiden. Samtidig ser vores liv ud til at blive mere og mere komplekse med globale samarbejder og ændrede boformer med større mobilitet. Det er i dette spændingsfelt, at årets SE-udstilling, Re-think, Re-use, Re-duce, udspiller sig. Vi skal passe på vores ressourcer, hvis vi skal kunne designe og producere møbler til fremtidens boformer. Nye materialer sammen med minimering og genbrug af de eksisterende er således en væsentlig forudsætning for at kunne blive ved med at skabe interessante udtryk. Hamp, ålegræs, pil, filt, papir, naturgummi, savsmuld, plantefibre, tekstil, glas og aluminiumsspåner er nogle af de materialer, årets SE-udstilling er designet af. Borde, stole, reoler og opbevaring er således tænkt i langtidsholdbare, bæredygtige baner. Nogle møbler er multifunktionelle, andre er minimale i materialeforbrug eller optimale i funktionalitet, mens andre igen er skabt som fabulerende kunstneriske statements for at gøre os opmærksom på, at kloden og vi – i fællesskab – har en udfordring. Re-think, Re-use, Re-duce er årets titel og opfordring til medlemmerne om at genbruge og gentænke, hvordan vi designer møbler med lang levetid. I dag forbruger vi allerede 1,7 gange de ressourcer, jorden kan nå at gendanne, og i 2050 er vi 30 % flere mennesker på jorden. Derfor bliver vi nødt til at tænke nyt, omlægge produktioner og ændre adfærd og vaner. Snedkernes Efterårsudstilling er en forening, som vi er stolte af at eksponere hvert år med en særlig møbeludstilling. Vores medlemmer er en blandet skare af etablerede såvel som yngre arkitekter, designere og producenter, der finder sammen for at udvikle helt nye og ofte eksperimenterende møbler. Årets udstilling er derfor en ambition om at gøre noget. At bidrage til et større fælles bedste ved at skabe møbler, som forholder sig til de aktuelle udfordringer, vi står over for. Vi glæder os til at vise jer årets pragmatiske, fornuftige, men også kunstneriske og atypiske møbelbud, der lægger kimen til fremtidens møbel. Claus Mølgaard Formand for Snedkernes Efterårsudstilling